loading

Sådan vælger du de rigtige søgeord

Vi tager i denne uges #torsdagstip et ønsket emne op - nemlig hvordan man finder de rigtige søgeord til ens hjemmeside.  Det er ikke en "plug-and-play" løsning, da SEO tager lang tid og kræver en stor indsats. Det skal dog ikke forhindre os i at give jer nogle konkrete værktøjer til, hvordan I kan arbejde med søgeord på jeres hjemmeside.

Husk dog, at der ikke er nogen garantier for, at du kommer til at ligge nummer et i Google-søgninger. Der er sandsynligvis altid nogen, der betaler mere eller bruger mere tid på det, og som derfor vil være mere tilbøjelige til at ligge nummer et i søgninger. SEO er en kontinuerlig proces, der skal plejes og holdes ved lige.

Definer din niche

Første step i enhver søgeordsanalyse er, at du skal definere din niche. Hvem er du som virksomhed, og hvad er det præcist, at du tilbyder? Tænk i detaljer - nøjes ikke med at tænke, at du tilbyder "rengøring". Tilbyder du rengøring i private hjem i dagtimer? Rengøring med økologiske rengøringsprodukter? Rengøring for fødevarevirksomheder på Fyn?

Vær meget konkret i defineringen af din niche, da det vil hjælpe dig med at udvælge de søgeord, som er relevante for dig at blive fundet på. Det er nemlig vigtigt at huske på, at selvom du tænker, at du skal findes på Google, så snart der er nogen, der søger på "rengøring", så er det ikke ensbetydende med, at det er en god idé. For det første vil det blive alt for dyrt for dig, og for det andet vil du få alt for mange besøgende, der måske slet ikke finder det, som de leder efter på din side.

Så derfor er step 1 at gå i dybden med din hjemmeside og din virksomhed for at finde ud af, hvor du egentlig placere dig i din branche.

Brainstorm og research

Næste step i din søgeordsanalyse er, at du skal brainstorme på de søgeord, du vil tro er relevante. Vores forslag er, at du skriver det ned på et stykke papir, i et dokument eller et Excel-ark, så du hele tiden har overblik.

Hvis vi holder os til tidligere eksempel med rengøring, så kan vi lege, at du har et rengøringsfirma, der kun bruger økologiske rengøringsmidler. Brainstorm så mange søgeord, som du kan - kig din hjemmeside igennem og se, hvordan du beskriver din virksomhed. Du kunne udvælge søgeord som økologisk rengøring, rengøring med økologiske rengøringsmidler, økologisk privat rengøring m.v.

Når du har udvalgt dine ord, så skal du lave research på dem. Hertil kan du bruge eks. Googles værktøj "Søgeordsplanlægning", men det kræver, at du har en aktiv Google Ads konto, hvilket vi ikke formoder, at alle har. Derfor foreslår vi, at gøre det på den "old-school" måde - nemlig at søge på dine udvalgte søgeord et efter et for at se, hvad der dukker op. Kig på resultaterne på side et - hvad kommer der frem? Hvad bruger de konkret af søgeord?

Kig derudover i bunden af søgningen - ofte giver Google nogle forslag til, hvad du ellers kunne søge på. Nogle gange kan der være guldkorn imellem disse forslag. Husk dog at holde dig på din egen banehalvdel - selvom det kunne være fristende at vælge "rengøring om natten" som søgeord, så er det rigtig dumt, hvis du ikke tilbyder det.

Find søgeord til Google
På Google kan du ofte finde nogle gode forslag til, hvad folk ellers søger på, når de inddrager et af dine valgte søgeord - som eksemplet her med rengøring.
Tjek konkurrencen på søgeordene

I forlængelse af step to, så er det en god idé at vurdere konkurrencen på dine udvalgte søgeord - kig på, hvad dine konkurrenter gør. Hvordan disponerer de deres søgeord, og hvor godt dækker de netop din niche? Kan du bruge den information til at positionere dig bedre med dine søgeord?

Klik på de søgeresultater, der dukker op, når du søger på søgeordene. Hvad gør dine konkurrenter på deres sider? Er der meget tekst, mange billeder eller andet? Du skal som minimum være lige så god som dine konkurrenter til at lave indhold, så skriv alle fællestræk fra deres sider ned og brug det til at finde ud af, hvordan du kan gøre det bedre og anderledes.

Overvej dine long tail søgeord

Som vi gav et eksempel på tidligere, så er det ikke sikkert, at det for dig vil give værdi blot at bruge søgeordet "rengøring". Det vil være for dyrt, og det vil give dig irrelevant trafik på din hjemmeside. Brug derfor din definition af din niche til at udarbejde long tail søgeord - f.eks. kunne det være "økologisk rengøring Midtjylland" eller "rengøring med økologiske rengøringsmidler Århus". Ved at specificere dine søgeord, så får du meget nemmere de relevante besøgende ind på din hjemmeside - og relevante besøgende har en langt større sandsynlighed for at blive til kunder, da de er længere i beslutningsprocessen end dem, der blot søger "rengøring".

Inddrag geografien

Dette er naturligvis ikke relevant for alle, men for rigtig mange af jer Bricksite-brugere er det; nemlig jeres geografiske placering. Driver du en servicevirksomhed - om det er en frisør, rengøring, havearbejde m.v. - så er det fælles for de fleste, at deres arbejde er geografisk afgrænset, da der ellers vil være for meget kørsel indblandet.

Dette kan du udnytte i dine søgeord - for hvis du driver en rengøringsvirksomhed i Århus, så vil du med stor sandsynlighed også have mest potentielle kunder i Århus og omegn, hvorfor det ikke er relevant at blive fundet i en søgning, som en fynbo laver.

Det kunne derfor være relevant at inddrage Århus eller Midtjylland i dine søgeord - for eksempel "Økologisk rengøring Århus".

Som sagt er det ikke alle, at dette er relevant for, men langt de fleste mindre virksomheder er på den ene eller anden måde afgrænset af deres geografi, hvorfor det er optimalt at inddrage den i ens søgeordsplanlægning.

Lav landingpages til dine relevante søgeord

Har du udarbejdet et long tail søgeord, der hedder "rengøring med økologiske rengøringsmidler", så sørg for, at du har en relevant landing page for den søgende at lande på. Lav derfor en landingpage, der specifikt omhandler det søgeord, du har arbejdet på - eks. en side kun omhandlende, hvilke økologiske rengøringsprodukter, som du bruger i din virksomhed.

Hvorfor er det godt? Jo, når du laver en Google-søgning så forventer du, at det resultat, som du klikker på, kan give dig de konkrete informationer, som du søger. Det er dit ansvar som hjemmeside indehaver at opfylde dette, for ellers vil den besøgende hurtigt trykke på tilbage knappen og lede efter et andet søgeresultat, der hurtigere kan opfylde deres krav.

Tjek dine URL'er

Vores sidste tip i denne omgang er, at du skal tjekke dine URL'er for de sider, som du gerne vil have, at dine søgeord lander på. Der er flere ting i det; for det første skal URL'en gerne indeholde de søgeord, som du ønsker at blive fundet på, og for det andet, så er det en god idé, at den søgte side ikke ligger langt nede i dit side hierarki.

Når du opretter en underside, som du ønsker skal findes på et specifikt søgeord, så er det altså vigtigt, at du tilpasser URL'en til det. Hvis vi fortsætter i vores rengørings eksempel kunne URL'er til følgende søgeord se således ud:

Økologisk rengøring Århus = www.oekoren.dk/oekologisk-rengoering-aarhus

Rengøring med økologiske rengøringsmidler = www.oekoren.dk/rengoering-med-oekologiske-rengoeringsmidler

Sørg også for, at disse sider ikke er gemt væk som undersider, men at de ligger i toppen af dit side hierarki, så Google ikke skal grave unødvendigt meget for at finde dem.

Afrunding

Det var vores tips til planlægning af dine søgeord. Det er igen vigtigt at påpege, at denne guide er vejledende, og at der ikke er nogen garantier for, at du kommer til at ligge på side et på Google. Vi kan dog virkelig anbefale, at du bruger lang tid på at definere din niche, da det er langt nemmere at blive placeret godt på et marked med lav konkurrence - hvorfor det også kan være relevant at arbejde med geografien.

God fornøjelse med det!

Lav hjemmeside