loading

Sådan får du et logo uden at betale en grafiker for det

Du ved det godt - for at det bliver en "rigtig" virksomhed, så kræver det et logo. Men du ved også godt, at det kan være en dyr fornøjelse at få sådan et - for grafikere ved godt, hvad de skal have for deres services. Det er selvfølgelig helt fair, at det ikke er gratis, når der er en professionel, der skal bruge tid på at designe noget unikt til netop dig; men det er ikke det, som det her blogindlæg skal handle om. Vi vil i stedet for lægge fokus på, hvordan du helt selv kan lave et logo uden at betale en formue for det, men samtidigt ende ud med et rigtig godt resultat.

Vi har delt artiklen lidt op, så du kan gøre det, der passer til dig. Vi har baseret det på sværhedsgrad, unikhed og tidsinvestering. Som med de fleste andre ting, så er resultatet afhængigt af, hvor meget, der er investeret i projektet - det gælder både tid og penge.

Brug en logo-maker online

Der findes en lang række logo-makere af varierende kvalitet online. Det gode ved logo-makere er, at de meget hurtigt kan lave et logo til dig, som er både flot og anvendeligt. I de fleste af de forskellige logo-makere, så er der en vis grad af frihed til at ændre på de forskellige elementer, og du kan selvfølgelig vælge dine egne farver til logoet.

Det vil selvfølgelig altid være et generisk logo, som der formentlig er en anden lille virksomhed et sted i verden, der også har. Lige gyldigt hvordan du laver et logo, så vil det sjældent være 100% unikt - heller ikke selvom, at du betaler en grafiker for det - da logoer i samme branche ofte vil minde om hinanden i et vist omfang.

Vi har samlet et par links til nogle logo-makere, som vi synes er udemærkede:

Placeit logo-maker: https://placeit.net/logo-maker
Hatcful logo-maker: https://hatchful.shopify.com
Canva logo-maker: https://www.canva.com/da_dk/skabe/logoer/

Sværhedsgrad: 2/10
Unikhed: 1/10
Tidsinvestering: 3/10

Kig Fiverr igennem for billige, udenlandske freelancere

Hvis du kender Fiverr allerede, så har du måske overvejet, at du her kan finde dit nye logo. Hvis ikke, så vil vi lige fortælle dig, hvad det er. Fiverr er en freelance-platform, hvor du kan købe online ydelser online fra freelancere i hele verden - det kan være alt fra grafisk design eller oversættelser til kodning og copywriting. Fiverr har et væld af muligheder for at købe billige ydelser. Ofte er det freelancere i asiatiske eller mellemøstlige lande, hvor mindstelønnen er lavere end i Danmark, der bruger Fiverr som en platform til at sælge deres freelanceydelser fra.

At finde en designer gennem Fiverr kan være en rigtig god investering, men det er selvfølgelig også en risiko, da du arbejder med en helt fremmed til få penge, så kvaliteten af det, du modtager, kan være varierende. Derudover så er det ikke altid, at det er originale illustrationer, de bruger - hvilket også er forståeligt, hvis man skal designe et logo på under 24 timer til 10 euro. Men hvis du har et meget stramt budget og tidsplan, og blot skal have et udgangspunkt, så er Fiverr en god løsning.

Sværhedsgrad: 1/10
Unikhed: 3/10
Tidsinvestering: 2/10

Lav dit eget logo i et online vektorprogram

Der findes en række online vektorprogrammer, hvor du selv kan lave dit logo "fra bunden" og gemme det ned i de filtyper, som du kunne have brug for til eks. din hjemmeside, tryksager, folie på en bil m.v.

Når man laver et logo til disse ting, så laver man det i en såkaldt vektorgrafik, som er et filformat, der kan skaleres op og ned uden af miste sin kvalitet (til forskel fra eks. JPEG eller PNG, der er pixelbaseret og ikke kan skaleres uden at miste sin kvalitet.

Det er selvfølgelig en smule mere avanceret end f.eks. en logo-maker, men resultatet er også mere unikt. Du kan selv lave forskellige former og ikoner, selv tilpasse din skrifttype m.m.

Forslag til online vektorprogrammer:

Logomakr: https://logomakr.com/
Vectr: https://vectr.com/

Sværhedsgrad: 6/10
Unikhed: 7/10
Tidsinvestering: 8/10

Lav dit eget logo i f.eks. Microsoft Publicer, PowerPoint eller andet

Selvom programmer som PowerPoint ikke er lavet til at udarbejde logoer i, så kan de faktisk sagtens bruges til at lave noget, der kan bruges som logo. Du kan ikke gemme filen ned som SVG, men skal du blot bruge dit logo på din hjemmeside, på sociale medier eller til et lille visitkort, så er det super fint.

I disse programmer har du stor frihed med typografi og placering af ikoner, og derudover kender langt de fleste til, hvordan Office-programmerne fungerer, så det er ikke helt fremmed. Du kan hente ikoner fra Microsofts egen "billedebank", eller du kan kigge på eks. flaticon.com eller lignende gratis services. På denne måde får du let et logo, der er dit eget, men som samtidigt er helt gratis og muligt at lave for langt de fleste.

Sværhedsgrad: 6/10
Unikhed: 7/10
Tidsinvestering: 7/10

Lav dit eget logo i Illustrator

Den sidste løsning er også den sværeste - men også den, som enhver grafiker ville bruge. Det mest optimale program til at designe et logo i er Illustrator, for her laver du en fuldstændig vektoriseret fil, der kan bruges til alle filformater og tryksager. Hvad betyder det? Jo, det betyder, at din virksomhed aldrig vil komme i problemer med et pixeleret logo på en tryksag, eller arbejde i et system, der ikke kan tage imod den filtype, du har dit logo i.

Uanset hvad, så er det en god idé, at du på et eller andet tidspunkt får dit logo lavet eller rentegnet i Illustrator for at have de rigtige filer - på den måde vil du være sikret, hvis du arbejder med en grafiker i fremtiden, hvor de skal bruge dit logo til en designopgave.

Sværhedsgrad: 10/10
Unikhed: 10/10
Tidsinvestering: 10/10

Afrunding

Som du kan læse, så er der mange forskellige muligheder, hvis du ikke er villig eller i stand til at betale en professionel for at designe dit logo. Vi er naturligvis fortalere for, at du får et godt logo, da det er en indikator på, at du er en seriøs virksomhed, og yderligere løfter det looket på den hjemmeside, at der er et logo i toppen.

Får du lavet et godt logo, som du har uploadet på din hjemmeside? Skriv til os på marketing@bricksite.com, så kan det være, at din side bliver "SITE OF THE WEEK".

Lav hjemmeside