Logo Bricksite blackGratis Prøve
Logo Bricksite black
Gratis Prøve

Farvepsykologi som et marketingredskab

Farvepsykologi som et marketingredskab

Du ved sikkert godt, at der er noget, der hedder farvepsykologi – at nogle farver associeres med noget særligt. Men hvordan hænger det helt præcist sammen, og hvad kan du egentlig bruge det til, når du arbejder med marketing af din virksomhed? Det har vi dedikeret ugen #torsdagstip til at forklare 🎨

Farvepsykologi er generelt et lidt specielt emne, da man ikke kan komme med et direkte svar på opfattelse af farver. Det er meget subjektivt, hvordan vi som mennesker opfatter specifikke farver – det er betinget af alt lige fra kultur, oplevelser, sociale forhold og minder. Men med hjælp fra en lang række undersøgelser af mennesker verden over, så har men i løbet af tiden kunne danne sig et billede af, hvad mennesker generelt associerer med de mest generelle farver. Når du læser det, kan du helt sikkert nikke genkendende til noget af det – og andet tænker du sikkert “Ja ja, den er god med jer”.

Men hvordan hænger det så sammen med online marketing og din virksomhed? Nogle af de mere generelle farver har nogle helt klare associationer forbundet med sig – og det kan du bruge, når du arbejder med din visuelle identitet for din virksomhed. Vil du for eksempel gerne opfattes som troværdig og tillidsfuld? Eller Vil du gerne have, at dine kunder opfatter dig som ung og frisk? Mulighederne er mange, og farver er et super godt virkemiddel til at udstråle sin ønskede identitet som virksomhed.

Vi vil nu gennemgå de mest gængse farver, og hvad de ofte associeres med. Her fokuserer vi udelukkende på den enkelte farve, og ikke farver i kombination med andre.

OBS: Husk, at farveopfattelse en stor del af vejen er individuelt – måske du forbinder en speciel farve med noget helt andet, end det, der står – men det er oftest forbundet med en personlig oplevelse med netop denne farve.

De forskellige farver og hvad de betyder:

🔴 Rød

Rød er nok en af de kraftigste farver, der findes. Den er også meget modsatrettet, da den både forbindes med kærlighed men også med aggressivitet, gyserfilm, blod og stop- og faresignaler.

Rød er en farve med blikfang og power, og den er super god at bruge til eks. CTA-knapper og på steder, hvor du hurtigt skal have folks opmærksomhed. Vær dog varsom – det kan hurtigt tage overhånd.

🟠 Orange

Orange er et mix af den røde farves power og den gule farves glæde. Vi forbinder den typisk med varme og venlighed men også med motivation og entusiasme.

Orange har haft en stor “optur” de seneste år, hvor mange virksomheder har brugt den i deres identitet for at blive mere moderne og friske. Orange fungerer super godt på web, men kan være sværere at trykke, hvorfor det oftest er mere digitale virksomheder, der bruger den.

🟡 Gul

Gul er motivationens og glædens farve – tænk bare på, hvordan du reagerer på solskin. Det er lidt samme måde, som mennesker reagerer på gul. Derudover er gul en af de farver, som vi har nemmest ved at se som mennesker, hvilket også er ret positivt, hvis man f.eks. benytter sig af skiltning eller anden udendørs marketing.

Dog har gul også nogle mere negative associationer – for eksempel kan overdrevet brug give os en ængstelig følelse, og mange opfatter også gul som en farve, de forbinder med discount (tænk på Netto). Det er ikke nødvendigvis negativt, man skal bare huske det, hvis man bruger gul som farve i sin visuelle identitet.

🟢 Grøn

Grøn er generelt en farve, som vi forbinder med mange positive ting; sundhed, fred, harmoni, bæredygtighed, rigdom. Grøn er en behagelig farve, der kan fungere i rigtig mange tilfælde.

Grøn er nærmest udelukkende forbundet med gode værdier, så det er en farve, man ikke skal være bekymret for at bruge i sin marketing. Som alt andet kan det naturligvis tage overhånd, men generelt skal man ikke være bekymret for at bruge denne positive farve.  

🔵 Blå

Farven blå er en meget afbalanceret og harmonisk farve – og faktisk er det den farve, som allerflest mennesker anser som deres yndlingsfarve.

Blå giver en følelse af afstresning, tillid og troværdighed. Det er også derfor, at den tit bliver brugt i brancher, hvor det handler meget om netop disse værdier – tænk på banker og forsikringer. I online marketing er blå en super god farve, hvis man vil udstråle troværdighed og professionalisme. Man skal dog være opmærksom på, at det også er en ret anonym farve, der hurtigt bliver overset i mængden.

🟣 Lilla

Lilla er en af de farver, som folk enten hader eller elsker. Som udgangspunkt er lilla ofte forbundet med spiritualitet, kreativitet og fantasi, hvorfor den er perfekt til de alternative behandlere, der gerne vil udstråle dette.

Dog forbinder vi også lilla med ekstravagance, det royale og rigdom, så bruger man den på den rigtige måde, så kan den også understøtte disse værdier. Vær dog varsom med at bruge den i for store mængder – det er en farve, der deler vandene.

🦩 Pink / lyserød

Lyserød er en mildere version af rød – den har altså en masse power, men er stadig mere afdæmpet. Man forbinder ofte lyserød med mere feminine værdier samt romantik.

Dog er lyserød også en farve, man sagtens kan bruge, hvis man gerne vil udstråle sjov, ungdom og friskhed – så længe det er med måde.

🟤 Brun

Brun er også en farve, der virkelig skiller vandene for mange. Rigtig mange mennesker forbinder ikke brun med en spændende farve – men det er også okay, for brun er nemlig en rigtig god farve til at signalere struktur, sikkerhed og beskyttelse.

Det er en meget seriøs farve, som ikke giver meget liv til din visuelle kommunikation. Den kan være god i nogle tilfælde, men langt de fleste vil have mere gavn af at se sig om efter en anden farve at bruge.

⚫️ Sort

Sort er en farve, som langt de færreste kan komme udenom i deres kommunikation – tekst, logo, you name it. Bruger man dog sort som en større del af ens farveskema, kan den signalere luksus, seriøsitet og være meget sofistikeret.

Hvis man baserer for meget af sin kommunikation på den sorte farve, kan man ende med, at ens budskab kommer til at fremstå meget trist. Sort drager nemlig intet lys, og vil derfor i store mængder virke dyster og trist.

⚪️ Hvid

Endnu en farve, som de færreste kan komme udenom i deres online marketing – vi bruger den ofte som baggrund og til skrift på negative flader. Hvid er faktisk en blanding af alle farver (vi kunne komme med en lang fysik-forklaring på dette, men det undlader vi), så derfor kan den understøtte alle farver i deres udtryk.

Vi forbinder ofte hvid med renhed og uskyldighed – tænk bare på en brudekjole eller et venteværelse hos lægen. Laver du din kommunikation udelukkende med hvid skal du dog være opmærksom på, at det hurtigt kan blive meget anonymt og sjælløst.

Ord og kvaliteter, der associeres med specifikke farver

Fra et markedsføringsmæssigt perspektiv, så er der nogle kvaliteter, som vi almindeligvis forbinder med forskellige farver. Igen er det meget individuelt, men vi har herunder lavet en oversigt, som du kan bruge som pejlemærke til at se, hvilke farver, der ofte forbindes med forskellige værdier.

Farve og køn

Vi kommer på ingen måde til at gøre os til eksperter på dette område, men det er svært at snakke om farver og farvepsykologi uden også at snakke om køn. Rent kulturelt bliver nogle farver set som værende mere feminine eller maskuline, og der er stadig i marketing et stort fokus på, om målgruppen er overvejende kvinder eller mænd.

Vi mener ikke, at man skal udelukke nogle farver baseret på, hvem ens målgruppe er, men det skal selvfølgelig indgå i ens overvejelser. Vi har herunder samlet en oversigt over, hvad mænd og kvinder vurderer som deres yndlings- og mindst yndlingsfarver. Og som du kan se, så er der faktisk ikke særlig stor forskel på kønnene – er det overraskende?

Farve og følelser

Som du sikkert har fået indtrykket af i oversigten over de forskellige farver, så forbinder vi farver med forskellige følelser. Igen er det meget individuelt, hvilke følelser, man som individ forbinder med de forskellige farver – det kommer helt an på hvilke minder og oplevelser, man har, hvor den specifikke farve spiller ind.

Men vi har herunder lavet en generel oversigt over de følelser, som forbindes med forskellige farver. Måske du kan bruge det til noget?

Kendte brands og deres farver

Langt de fleste har sikkert hørt historien om, hvordan Coca Cola gjorde rød til julens farve – eller om, hvordan deres helt særlige røde farve giver en form for “afhængighed” eller lyst til at købe? Hvor vidt det er sandt eller ej, det vil vi ikke gå dybere i detaljer med, men der er ingen tvivl om, at stærke brands har genkendelige farver. Prøv at tænke på nogle brands, du kender – kommer der en specifik farve op? Hvad sker der, når du tænker på McDonals, IKEA eller LEGO?

Undersøgelser viser, at 90% af det førstehåndsindtryk, som folk får af dit brand i din marketing, er baseret på de farver, der er brugt. Og der er en 80% større brand-genkendelighed, hvis du er konsekvent med dit farvevalg i din markedsføring. Det lyder måske lige umiddelbart helt vildt, men prøv at kigge på nedenstående billede og se, hvad du selv tænker om det.

Godt nok er det primært amerikanske brands, men mon ikke, at du kende nogen alligevel. Og hvad tænker du om det? Passer farverne ikke meget godt overens med dit billede af virksomheden bag?

Afrunding

Vi håber, at du har fået noget ud af at læse vores indlæg om farvepsykologi. Det er selvfølgelig ikke udtømmende, men det giver et godt billede af, hvordan farverne opfattes og kan bruges. Du kan finde rigtig meget spændende information på nettet omkring dette emne, og der er ligeledes skrevet en række bøger om det – så hvis du er nysgerrig, så er der rigtig meget info at finde.

Har du lyst til at vise os, hvordan du har brugt dine farver baseret på farvepsykologi på din hjemmeside? Send os en mail med en forklaring på marketing@bricksite.com, så kan det være, at din hjemmeside bliver SITE OF THE WEEK 🙂

Til vi læses ved 🔥